/ Den usynlige cirkel

Tekst til La Cittá di Persefone

Selvom den antikke mytologi har mere end 2.500 år på bagen – ja, dens oprindelse fortaber sig i overensstemmelse med mytologiernes væsen i skabelsens tåger – så er den en stadig stærk levende del af vores nutidskultur. Vi møder den i utallige sammenhænge og varianter i litteraturen, på film og tv, i billedkunsten og i mange andre versioner, der ofte er så slørede, at man ikke uden videre opdager tankerne og motivernes rette hjemsted. Derfor er det nyttigt at have lidt rede på forkundskaberne, også selvom vi i tilfældet Vibeke Glarbo og hendes installation ”La Città di Persefone” , hverken skal se en konkret illustration end sige en antikvarisk detaljemættet behandling af gammelt mytisk stof. Som tilfældet er med alt kunstnerisk arbejde, flyder mange forskellige impulser, inspirationer og associationer sammen i det, der resulterer i en yderst konkret arbejdsproces, hvor stedet og materialets realitet så sandelig også har sin store andel i det færdige resultat. Men for at forøge forståelsen af et kunstværk er det ofte tjenligt indledningsvis at se lidt på de inspirationer, der satte processen i gang.

Lad os som optakt mødes med mytens Persefone.

I den græske mytologi er Persefone dødsrigets dronning, datter af Zeus og Demeter. Hendes far er ganske velkendt, mens hendes mor for os moderne mennesker, der har mistet væsentlige sider af forbindelsen til naturen, er mindre kendt. Demeter var som ”Kornets Moder” eller ”Moder Jord” en overordentlig vigtig guddom. Hun var i sin uroprindelse såvel søster til Zeus som til underverdenens Hades. Hun beskyttede afgrøderne og jordens gaver. Hendes kult – den eleusiske mysteriekult, der var den vigtigste mystiske indvielseskult i det græske samfund – handlede om frugtbarhed. Det kvindelige princip. I den homeriske Demeter hymne fortælles historien om Demeter og hendes datter Persefone. Zeus spiller her en afgørende rolle ikke blot som fader, men også som forførerens skjulte hjælper og til slut den, der finder en løsning på konflikten.
En dag da den smukke Persefone sammen med Okeanos´og Thetys døtre plukkede blomster på engen, blev hun pludselig overrasket af en vogn med fire heste, der uden varsel dukkede op af en slugt i jorden. I vognen sad Underverdenens hersker Hades. Han begærede den stakkels pige, og han havde bedt Zeus om at hjælpe sig med at bortføre den rædselsslagne Persefone til Underverdenen som sin kone. Zeus havde ja til at hjælpe, vel vidende, at Demeter aldrig ville acceptere partiet, eftersom hun så for altid ville miste sin datter.
Bortførelsen – voldtægten – lykkedes. Persefones veninder rev sig i håret af sorg, og Demeter søgte i dage og nætter over hele jorden. Først klagede hun ikke overraskende forgæves til Zeus. Verdenen genlød af hendes smerte og skrig. Efter ni dage uden føde og søvn mødte hun Helios, Solen, der fortalte hende sandheden. Rasende nægtede Demeter at blive på Olympen. I stedet vandrede hun forklædt som dødelig jorden rundt. Til sidst kom hun til Eleusis, hvor den stedlige konge ansatte hende som dronningens ledsager. Her var det, at det lykkedes slaven Iambe – Pans og Ekkos datter! – at få den sørgende, forklædte Demeter til at le. – heraf den ”jambiske” poesi, der er kendetegnet ved satire og smædedigte. Demeters sorg vendte dog hurtigt tilbage, og hun besluttede, at hun ville holde kornet tilbage fra jorden. Zeus og de øvrige guder bønfaldt hende om at lade afgrøderne vokse, men hun nægtede og truede i stedet med hungersnød, hvis hun ikke fik sin datter igen. Zeus måtte da give efter. Hermes blev sendt til Hades for at bringe Persefone tilbage fra Underverdenen. Hades accepterede, men fik ved list den intetanende Persefone inden afrejsen til at spise et par granatæblekærner, symbolet på det ubrydelige ægteskab.
Demeter var lykkelig over at gense sin datter. Men da hun spurgte hende, om hun havde spist noget i Underverdenen, anede hun uråd. I bekræftende fald ville hun være nødt til at vende tilbage til Hades for evigt. På grund af granatæblekærnerne så det da ud til, at Demeter endnu en gang skulle miste sin datter. Da greb Zeus ind og bestemte, at Persefone skulle tilbringe de to tredjedele af året i lyset på Olympen, mens hun måtte vende tilbage til Hades og mørket om vinteren. Mor og datter fejrede gensynet, frugtbarheden vendte tilbage til jorden, og landbrugets kunst blev bragt til alle verdens folkeslag.
Ved de eleusiske mysterier i Attika fik de indviede løfte om et særligt liv i Underverdenen efter døden. Ritualerne blev i den grad holdt hemmelige. Vi ved i dag ikke fuldt ud, hvad der foregik. Enhver, også kvinder og slaver, kunne blive indviet. Den mystiske indvielsesfest, som varede i to dage, var en mægtig begivenhed, der krævede våbenhvile i eventuelle krige. Store processioner gik fra Athen til Eleusis med sang og andre rituelle handlinger. Indvielsesfesterne omfattede bl.a. dramatiseringer af Demeter og Persefone myten, afsløringer af hellige genstande, samt faste og bønner. Persefones nedstigning til og genkomst fra Dødsriget forklarer kornets udsæd og vækst, årstidernes vekslen, og hele naturens rytme. I mysteriekulten blev den evige cyklus tolket som et løfte om et lykkeligt liv efter døden.
Myterne kan og er blevet tolket på talrige måder. Allerede grækerne selv havde forskellige typer af udlægninger, og senere tider har tilføjet deres. Myter er en slags sjælens sprog, drømmefortællinger, hvor vi behandler og til en vis grad forklarer såvel indre psykologiske tilstande som ydre tilsyneladende uforklarlige fænomener. De er tilværelsestolkninger. Myter er vejvisere for de verdensdele, der ligger udenfor vor logiske tænkens kortlægningssystemer. Mythos er græsk og betyder: ord, ytring, mundtlig beretning, hvilket igen er gået hen og kommet til at betyde løgn i modsætning til et andet græsk ord Logos, der betyder: sande ord. Men de såkaldte sande ord er ikke tilstrækkelige, når det drejer sig om at beskrive endsige løse livets gåder. Derfor er fantasiens redskaber til alle tider blevet taget i anvendelse for at udtrykke det væsentlige og det vanskelige. Den oldgræske myte om Demeter og Persefone er set med mere nutidige øjne dels en myte årstidernes vekslen – naturens cykliske karakter – og dels om indre ubevidste følelser, om depression og desillusion, om begær og svig, om sex og vold, om død og genkomst. Der er derfor meget på spil i dette tidløse mytologiske landskab.
Myten gør sig imidlertid gældende i en konkret sammenhæng. Den dukker op og bliver en del af Vibeke Glarbos tankeforråd. På afgørende tidspunkter. Nuvel, Vibeke Glarbo har kendt myten i lang tid. Hun har endog arbejdet med den tidligere. Således afholdt hun i 1994 en udstilling på Kastrupgård med titlen ”Persefone”. Her kunne man se en monumental fotografisk gengivelse af en række kroppe, torsoer, der samtidig var bemalet med schellak og oliemaling. Fotografiets krop var at opfatte som det ubeskrevne blad. Bemalingerne var et udtryk for de historier, der kommer til i løbet af livet. Nok ville Vibeke Glarbo forsyne fotografiets distancerende nøgternhed med en mere spontan fysisk sanselighed i form af den billedkunstneriske bearbejdning. Men tolkningsmæssigt fik det konsekvenser, idet bemalingerne blev til de spor, rejsen til Underverdenen havde aftegnet på den ellers så ubeskrevne krop.
Dengang anvendte Vibeke Glarbo den menneskelige krop som et anonymt reservoir, der i overensstemmelse med Platons ideer afspejler kosmos. I antikken anså man kroppen for et mikrokosmos, der afspejlede – reflekterede – det altomfattende, og i den vestlige civilisation har man anset studiet af mennesket som værende ensbetydende med studiet af kosmos. Og at kende kosmos er at kende sig selv. Kroppen er også det synlige, der bruges til at fortælle om det usynlige. Kroppen bliver hermed til metafysik, til en åndelig størrelse, der symboliserer de indre rum. Fra kroppen har Vibeke Glarbo bevæget sig ud i rummet, men – forstået ud fra de forudgående betragtninger – også ind i rummet, ind i psyken. Bogstaveligt talt er det bl.a. sket ved at skifte kroppen ud med f.eks. huset eller båden som symbolladede genstande. Huset forstået enten som katedral eller fængsel, som blyhus eller sarkofag, som rum med åben port eller indespærring. Men helst og for det meste er der altid en udvej hos Vibeke Glarbo. Tilsvarende er båden at opfatte som et udtryk for rejse, forandring – urformen for liv og forvandling. Balance, overlevelse og evig evolution.
Værket ”La Città di Persefone” har naturligvis med alt dette at gøre, men først og fremmest har det helt konkret at gøre med, at kunstnersammenslutningen Transit i 2005 besluttede sig for endnu engang at skabe en stor udstilling til Charlottenborgs udstillingsbygning i København. Tidspunktet blev fastlagt til maj 2006, og man bestemte sig for den store sydfløj, hvilket indebar, at kunstnerne fik den store sal til deres disposition. Det skulle altså være stort! Vibeke Glarbo valgte en CIRKEL som grundplan for en LABYRINT af porte, der i stærke farver skulle vejlede beskueren til en vandring mod et hjertekammer samtidig med, at bemaling skulle skabe en tilstand af `sjæleligt farvebad´. En installation – et stykke arkitektur – der kunne opfattes som et tredimentionelt maleri, en rejse, en udvikling – en forvandling.
CIRKLEN er det grundlæggende. Den, der afgrænser og definerer. Det er den, der holder sammen på det hele, men den i og for sig kun til stede som en plan, som idé. Helt i overensstemmelse med Platon er denne idé ikke egentlig synlig. Det er kun alt det, vi ser, og som udgør ”La Città di Persefone”, der i sig har cirklen, og dermed viser hen til cirklen – det cykliske princip. Naturligvis indgik overvejelser om, hvorledes installationen skulle stå, hvordan den skulle fylde rummet, men lige så afgørende var det, at det er en stærkt symbolsk form, der skulle samle hele den åbne struktur, som ventede på at blive rejst. Cirklen er der ikke som fysisk genstand, men den er tilstede som noget altafgørende i det endelige værk. Den, der bestemmer det hele. Fra den plane cirkelflade rejste Vibeke Glarbo derefter den ene ”pap-dør” efter den anden, vægge, skillerum, der skaber gange, passager og labyrintiske forløb.
LABYRINTEN, der også har rødder i den antikke mytologi, jævnfør myten om Minotaurus og Labyrinten i Knossos på Kreta, er en arkitektonisk struktur, der kan opfattes som en form for hus. Den er en slags åben struktur, man ikke kan overskue, en struktur, man ved, der er der, og som man ved i en eller anden forstand er logisk, men som ikke umiddelbart kan aflæses. Desorinterende.

”Sådan en struktur gør mig nysgerrig – og så har jeg historien med mig…”

Ligesom cirklen er labyrinten foruden at være forankret i antikken og mytologien både ren fysisk struktur, en symbolsk genstand og et udtryk for en psykisk tilstand. Det næste skridt i processen bestod i at løsne logikken i labyrinten op. At flytte rundt på det lukkede, at skifte om på hvad der var åbent, og hvad der var lukket. Resultatet blev, at LABYRINTEN forstået som en serie af irgange, vildveje og umuligheder forsvandt til fordel for mere åbne rum, der i sig selv var mindre retningsgivende end tidligere. Labyrinten lukkede sig op og transformerede sig til begrebet BY. La Città. Konstruktionen, der var under opbygning, blev undervejs mere til et værested og mindre til en prøvelsernes vandring.
Endnu et betydningsfuldt element meldte sig i processen. Ordet `cittá´ er ikke bare det italienske ord for by. Det er et ord, der etymologisk kan føres tilbage til sanskrit. Her kendes ordet CIT, der betyder noget i retning af `at sætte tankerne fast på´. Hertil kommer, at CITTA som navneord i intetkøn betyder `tanke´. Eftersom `tanker´ ofte er forstået som `følelser´ er dette ord – CITTA – i Vedaen også kommet til at betyde `hjerte´ forstået som det sted i kroppen, hvor man oplever følelserne. Nu stod Vibeke Glarbo med et ord,, der på forunderlig vis førte hende fra det ældgamle sanskrit HJERTE via HUS til det nutidige BY.
Alle disse fænomener med tilhørende symboler og tilstande er i spil på samme tid. Ind imellem træder de frem og står i klart lys. Til andre tider træder de tilbage, fordi de konkrete overvejelser, som f.eks. hvordan får man ”pap-dørene”, der er af krydsfiner med paplameller imellem – til at stå, så de ikke vælter etc., bliver det afgørende. Virkeligheden er jo den fysiske realitet og det konkrete arbejde. Det er et puslespil, hvor kunstneren foruden at pusle med materialet hele tiden pendler mellem betydning og form. Mellem ideernes og følelsernes sfære og jorden mellem fingrene.

”Når jeg skal arbejde, så er det i én til én. Jeg startede med et læs lægter. Skruede rammer sammen, for at få en fornemmelse af selve rumligheden. Jeg har en enorm respekt for materialet. Og så havde jeg hele tiden farven i tankerne. Farven der skulle forløse det hele. Farverne har med hjerte at gøre…”

Vibeke Glarbo er uddannet billedhugger og ikke maler. Men i akademiårene hos Svend Wiig Hansen kunne hun ikke lade være med at fantasere om Richard Mortensens malerskole. I modsætning til Svend Wiig Hansen, der var meget angststyret, havde Richard Mortensen et helt andet syn og en hel anden spirritualitet i sin kunst. Den gang kom hun aldrig ind – men tankerne har ligget og ulmet lige siden. Det blev hun imidlertid ikke maler af, men en følsomhed overfor og fascination af farven udviklede sig. Farven er ikke sjældent en endog meget betydningsfuld del af Vibeke Glarbos værk, men med ”La Città di Persefone” har hun bevæget sig længere ind i farven og dens virkninger end på noget tidspunkt tidligere.

Det er ikke sket uden hjælp udefra.

”Jeg havde besluttet mig for en farverække på fem farver fra gul over rød til en blåsort. Og med maleren Niels Erik Jensens hjælp valgte jeg en farverække som udtryk for en bevægelse i kulørkvalitet. Udvalget blev foretaget på baggrund af mindst 50 forskellige dåser med pigment.”

De fem farver udgør en farverække fra det mørke til det lyse komponeret over en form for symmetri med karmin i midten. Mod det lyse – inderst i labyrinten – går det gennem zinnober til gult, og mod det mørke – ved labyrintens indgange – over ultramarin til monestralblåt. Farven er den sansestrøm, der fra vægge, porte og skilderrum flyder ud i rummet og trækker beskueren ind i den konkrete vandring fra det ydre til det indre rum men også modulerer den sjælelige rejse fra det sortblå – næsten lukkede – mørke via den lysende klare ultramarin, en karminrød, der endnu har skyggen i sig, til det varmende zinnoberrøde for til sidst at omslutte én med en lyksalig og fredelig gul, der stråler, fordi den er iblandet hvidt.
Det er let at begribe, at meget afhang af farven og det rigtige forløb af farver, intensiteterne, nuancerne, valørerne, temperaturen, og hvad vi kalder det alt sammen. Det er ikke let bare at male et sjæleligt farvebad.
Vibeke Glarbo taler om den abstrakte amerikansk-russiske maler, Mark Rothko, der arbejdede sig frem til et ekstremt enkelt maleri, hvor en enkelt farve på en farvet baggrund udgjorde billedet. Her drejede det sig som en næsten religiøs besættelse af farvens evne til at skabe psykiske tilstande. Til at give rum for eftertænksomhed, meditation – Nirvana. Et maleri af og om farve, tyngde og lethed, frigjort fra drama, gestus og aktion. Men Mark Rothko arbejdede altid i sarte, bløde farver med en vis grad af transparens. Vibeke Glarbo ønskede mere direkte intensitet og større klarhed end tilfældet umiddelbart er hos Mark Rothko. Der var således ingen idé i via transparens at sløre den konkrete fysiske rumlighed. Tvært imod. Materialet krævede stærke ensartede farver; farver, der i deres styrke kunne òvertage´ beskueren og føre beskueren frem på en erkendelsesrejse.

”Jeg havde mange overvejelser omkring malingens karakter. De rå plader var konkret og hårde. Jeg ønskede et blødere udtryk, og det opnåede jeg gennem overmalinger i mange transparente lag. Derved fik overfladen en lille dybde. Naturens overflader er ujævne, og jeg gjorde den hårde overflade blød ved disse mange overmalinger. Mikrointervaller ved små gradueringer i stoffet. Ved at arbejde med en balance mellem farvekorn og bindemiddel kom jeg frem til en overmættethed, der giver skulpturen dens farvekraft.”

Overmalingerne gjorde pladerne mere farvemættede. Afgørende var at finde frem til den helt rigtige grad af mættethed. Overvejelser vedrørende forholdet mellem farve og form var konstant i fokus, for som Vibeke Glarbo formulerer det selv:

”Farver er også et motiv, men da farven er ulegemlig, må den placeres på en `krop´ for at præsentere sig. En balancegang. Formen tilhører de evige ideers verden, mens farven er flygtig. De to principper er her bragt sammen …”

Mytestof, der finder sin form og får liv gennem farven. Her er det svært ikke også at se inspirationsimpulser fra den indiske lære om chakra, energierne der foruden at være i konkret centre på vore kroppe også har deres korrelater i en farverejse fra det mørke og blå via det røde til de gule og lysende hvide.

”Man kan selv bestemme, hvor religiøst det skal være”.

Selv taler Vibeke Glarbo gerne om sorte huller som udtryk for depression – som det, at man taber sig selv. Men hun erkender også, at energierne betyder, at man kommer op igen.
Persefone myten er for Vibeke Glarbo en kvindemyte om cyklus. Naturens store cyklus. Det evige forvandlingskredsløb.
Der er intet, der går til spilde. Alt bliver transformeret. Intet forsvinder. Samtidig med at man med årene på en vis måde bliver klogere, så står det også tydeligere og tydeligere for én, at det er uden ende. Mysteriet er uendeligt. Derfor er LABYRINTEN i dens åbne form et rigtigt billede – en rigtig tilstand.
I vor moderne tid er der ikke én gyldig helhedsforklaring, en tilværelsestolkning, der giver svar på alle spørgsmål. Vi lever i en fragmenteret verden. Vort verdensbillede er delt op i forskellige verdensbilleder – det etiske, det videnskabelige, det religiøse etc. Der er ingen helhed – intet entydigt svar.
Derfor kan cirklen som sådan heller ikke fungere som et tydeligt bombastisk symbol. Vi lever imidlertid med en længsel efter og en dyb tro på, at der findes helheder, som blot endnu er skjulte for os. Cirklen er ikke forsvundet. Den er blot blevet mindre synlig. Den er stadig til stede. Den er inde i os. I vor rejse. I den cyklus vi er en del af. Nok kan vi ikke se den, men den usynlige cirkel er der som en eviggyldig idé.